• Forside
  • Det sker
  • Leder du efter arrangementer?

    Gå til arrangementsøgning

    Målet er klart. Borgere og erhvervsliv føler hele Billund Kommune er et attraktivt sted og bo og drive virksomhed også når vi når frem til 2030.

    - At være en god kommune at bo og drive virksomhed i kræver en fælles indsats i det daglige, men det handler i høj grad også om langsigtet planlægning med en klar strategisk retning. Tiden er nu kommet til at forny vores udviklingsstrategi i Billund Kommune, og det er klart en af de vigtigste opgaver i denne Byrådsperiode, og det er arbejde, som vi håber borgere og erhvervsliv vil hjælpe os med, siger Borgmester Ib Kristensen.

    Byrådet har fastlagt nogle overordnede temaer for en ny strategi, og inviterer nu alle kommunens borgere og erhvervslivet til konference, hvor målet er at få input til udviklingsstrategien og dermed til, hvordan Billund Kommune også i 2030 er et godt sted at leve og drive virksomhed.

    Konferencen holdes i Kultur- og Idrætscenter Magion i Grindsted lørdag den 6. april klokken 10.00-12.00, og indeholder blandt et oplæg med Livsstilsekspert Anne Glad og slutter med fælles frokost, hvor der serveres lasagne til alle.
    Anna Glad, der er blandt andet er kendt fra ”kender du typen” kommer med et oplæg ud fra tendenserne i samfundet. Titlen er ”Deleøkonomi?! Hippiedrøm eller fremtidens virkelighed”.

    - Vi har et stort ønske om, at få alle aldersgrupper med til konferencen, og der er tænkt på aktiviteter til børnene, så alle kan få en spændende og indholdsrig formiddag. Der vil blandt være mulighed for at prøve E-Sport og aktiviteter i gymnastiksalen, siger Ib Kristensen.

    De tre overordnede temaer som Byrådet har valgt, er stærke byer, rettidig velfærd og vokseværk i erhvervslivet. Forudsætningerne for strategien er, at den skal være overlægger for det strategiske udviklingsarbejde i Billund Kommune de næste 12 år. Det betyder også den skal være overordnet og dermed aktuel om både, 2, 5 og 10 år og den skal have tydelige pejlemærker, som både borgere, politikere og administration kan sætte retning efter.

    - Med visionen om Børnenes Hovedstad har vi stor fokus på at skabe de bedste rammer for leg, læring og kreativitet for børnene, men en overordnet strategi skal
    indeholde retning for, hvordan vi skaber en god hverdag for alle borgere og virksomheder, siger Ib Kristensen.

    I 2011 vedtog Byrådet i Billund Kommune udviklingsstrategien 5 veje til vækst gældende fra 2011 til 2020 som den langsigtede plan for udviklingen af Billund Kommune, og det er den strategi, der nu skal fornyes med hjælp fra deltagerne til konferencen.
    De fem veje er:

    • Skabe øget tilflytning til Billund Kommune.
    • Styrke turismen og den øvrige erhvervsudvikling i Billund Kommune
    • Udvikle Børnenes Hovedstad
    • Øge Uddannelsesniveauet i Billund Kommune
    • Sikre infrastrukturel udvikling der understøtter vækstambitionerne.

    - Hvis man kigger på resultaterne er vi nået langt med De fem veje til vækst. Campusområdet er et fyrtårn i kommunen og vi ligger over landsgennemsnittet i forhold til unge med uddannelse. På samme måde er udviklingen indenfor erhverv- og turisme været fantastisk. Senest bekræftet med den laveste ledighed i Sydjylland og med WOW-Park, der kommer, fordi vi i forvejen er et stærkt turismeresort. Der er også skabt øget tilflytning. Vi har vi aldrig været flere borgere end nu, men vi vil gerne være flere, og det også et område, hvor vi sammen med borgere kan gøre mere og på den måde skabe stærke byer, som er et af temaerne i den nye strategi, siger Ib Kristensen.

    Tilmelding

    Alle borgere er velkommen til konferencen efter først til mølle princippet. Man tilmelder sig via www.billund.dk/udviklingsstrategi2030

    Konferencen foregår i Kultur- og Idrætscenter Magion lørdag den 6. april fra klokken 10.00 til 12.00, og der er arrangeret pasning og aktiviteter for børn.

    Publiceret: Torsdag, 14. marts, 2019