• Forside
  • Det sker
  • Leder du efter arrangementer?

    Gå til arrangementsøgning

    “Er vores verden selvopfundet, idet intet er virkeligt og tiden ikke eksisterer. Kun nuet, hvori blomster udfoldes og forgår.
    Der er hele tiden en ny dør at åbne ind til glæden ved kunst. Alle mennesker jeg møder er til inspiration og udvikling for mig”

    Sådan udtaler maler og billedhugger Susanne Kirså, som Billund Kunstforening præsenterer på en udstilling i Billund Centret.

    Tid og sted:

    Du kan se udstillingen i Billund Centret fra d. 23. september til d. 25. oktober 2020.

     

    Hvem er Susanne Kirså:

    Susanne Kirså, er født i 1963, er professionel maler og billedhugger, med bronzestøbning som speciale. Hun har arbejdet som selvstændig kunstner siden 1996 og henter inspiration i sine omgivelser og fra rejser samt de personer hun stifter bekendtskab med.

    I sin kunst arbejder Susanne Kirså med den menneskelige intensitet og det følelsesmæssige udtryk. Værkerne fortæller om hårdt, kompromisløst arbejde og om kunstnerens indlevelsesevne. Der lægges stor vægt på det individuelle udtryk, originalitet og håndværksmæssig kvalitet.


    Overfladen på hendes bronzeskulpturer er ikke altid glatte, men har sit eget liv i overensstemmelse med skulpturens indre liv, der er fingeraftryk og det øjeblikkelige udtryk fra modelleringen er synlig.

    Hvad er teknikken bag bronzestøbning?

    Teknikken bag bronzestøbningen hedder cire perdue som hun lærte af kunstneren Ole Bunton under sin 6 år lange uddannelse. Cire perdue kan oversættes som “tabt voks” fra fransk. Metoden går ud på at hver enkelt skulptur først modelleres i voks. Den færdige voksskulptur indstøbes i en gipsklump (formen), gipsklumpen med voks varmes op indtil al voksen smelter væk, så der nu er et hulrum der hvor voksen tidligere var. Flydende bronze hældes ned i hulrummet. Til sidst slås gipsformen i stykker for at få bronzefiguren ud. Dette er princippet bag, men hele arbejdsprocessen består af 20 led og kræver en god del erfaring for at få til at lykkes.

     

    Publiceret: Fredag, 11. september, 2020

    Vi bruger cookies. Ved at bruge hjemmesiden accepterer du, at vi gemmer cookies på din computer. Vi har lavet en side, der forklarer mere om det

    OK